Torsdag d. 5. oktober, kl. 14 – 17 hos Dansk Standard eller online

DS Cyberdag

Glæd dig til en eftermiddag i cyber- og informationssikkerhedens tegn. Dansk Standard gentager succesen med DS Cyberdag fra 2022 og byder på spændende oplæg og gode muligheder for videndeling og networking.

Oversigt

I forbindelse med den nationale cybersikkerhedsmåned inviterer Dansk Standard til DS Cyberdag.

Et af de overordnede temaer, der kommer til at fylde på DS Cyberdag 2023, er den kommende europæiske lovgivning ift. cyber- og informationssikkerhed, som bl.a. NIS2, Cyber Resilience Act og radioudstyrsdirektivet. Lovgivning, som kommer til at have indflydelse på de kommende krav, som organisationer og virksomheder skal leve op til.

På DS Cyberdag stiller vi skarpt på cyber- og informationssikkerhed, giver et indblik i den kommende lovgivning på området og præsenterer værktøjer, der kan hjælpe organisationer og virksomheder i gang med eller videre i arbejdet med cyber- og informationssikkerhed. Desuden giver DS Cyberdag inspiration til, hvordan virksomheder og organisationer imødegår de nye krav, og hvilken rolle standarder kan spille for at minimere cybertruslen.

Dagen byder på spændende, dygtige talere, der vil dele deres viden og erfaringer i forbindelse med en lang række aktuelle indlæg og debatter. Du kan bl.a. glæde dig til at høre digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre, som åbner DS Cyberdag. Derudover vil Christiane Kirketerp de Viron, der er Head of Unit i kontoret for Cybersecurity and Digital Privacy Policy under EU-Kommissionen, give et overblik over den europæiske lovgivning inden for cyber- og informationssikkerhed.

Du har mulighed for på dagen at vælge mellem fire forskellige spor.

Det får du ud af at deltage

  • Nyt fra standardiseringsverdenen og de mange initiativer ift. cyber- og informationssikkerhed; herunder også EU-lovgivning
  • Overblik over det aktuelle trusselsbillede
  • Inspiration til at komme godt i gang eller videre med arbejdet med cyber- og informationssikkerhed
  • Mulighed for at netværke med andre med interesse for cyber- og informationssikkerhed
  • Indblik i værdien af at lade sig inspirere af standarder i sit arbejde med cyber- og informationssikkerhed.

Målgruppe

Alle, der har interesse i cyber- og informationssikkerhed. Arrangementet byder både på indlæg rettet mod fageksperter og oplæg målrettet nytilkomne inden for cyber- og informationssikkerhed.

Kontakt

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Berit Aadal, seniorkonsulent i Dansk Standard, på baa@ds.dk eller på tlf.: 3996 6296.

Program

14.00 Velkommen til Dansk Standards Cyberdag

v/ Anne Holm Sjøberg, afdelingschef, Dansk Standard

14.05 Åbningstale

v/ Marie Bjerre, digitaliserings- og ligestillingsminister

14.20 EU-regulering på cyberområdet og standardernes rolle

v/Christiane Kirketerp de Viron, Head of Unit, Cybersecurity and Digital Privacy Policies, Europa-Kommissionen, DG CONNECT

Europa-Kommissionens strategi for cybersikkerhed har affødt en stribe af reguleringer på cyberområdet, som er under forhandling. Christiane Kirketerp de Viron fra Europa-Kommissionens DG CONNECT giver en status på regulering af cyberområdet og et overblik over, hvordan regulering og standardisering er tæt forbundet.

14.50 Pause

15.05 vælg mellem fire indlæg

Spor 1: Cybertruslen mod Danmark – nu og i fremtiden

v/ Thomas Flarup, direktør, Center for Cybersikkerhed

 

Ruslands invasion af Ukraine har medført forandringer i det sikkerhedspolitiske landskab, herunder på cyberområdet. Danmark har stået overfor en alvorlig cybertrussel i længere tid. Center for Cybersikkerhed giver et indblik i de cybertrusler, som danske myndigheder og virksomheder står over for - nu og i fremtiden.

 

Oplæg hverken deles eller optages.

Spor 2: Cyber Resilience Act og de øvrige cyberkrav på produktområdet, som virksomhederne skal leve op til

v/ Mette Peetz-Schou, seniorchefkonsulent, Dansk Industri

 

Danske virksomheder går en fremtid i møde med flere cyberkrav på produktområdet. Der er formuleret krav om cybersikkerhed i både den generelle produktsikkerhedsforordning, radioudstyrsdirektivet og i henholdsvis den kommende maskinforordning og AI-forordning. Derudover har EU-Kommissionen fremsat forslag om specifik regulering på cybersikkerhedsområdet med Cyber Resilience Act. Cyber Resilience Act betyder flere fælleseuropæiske, obligatoriske cybersikkerhedskrav til både hardware- og softwareprodukter. I forlængelse af Cyber Resilience Act skal der udvikles en række harmoniserede standarder, der skal hjælpe virksomheder med at leve op til lovgivningen. Mette Peetz-Schou giver et overblik over den kommende regulering af cyberkrav på produktområdet og giver sit bud på, hvad Cyber Resilience Act og den øvrige lovgivning kommer til at betyde for virksomhederne.

Spor 3: Derfor lader Københavns Lufthavne standarderne være opskriften for deres compliance arbejde med cyber- og informationssikkerhed

v/ Mette Andreasen, IT Compliance Manager, Københavns Lufthavne

I Københavns Lufthavne arbejder man efter principperne fra standarderne ISO/IEC 27001 og ISO/IEC 27002. I dette indlæg fortæller Mette Andreasen om hvordan de benyttede standarderne som opskrift til compliance med NIS fra 2018 og hvilken værdi det giver dem – ikke mindst set i lyset af det kommende NIS2-direktiv.

Spor 4: NIS2 and the cyber risk supply chain challenges

(oplæg holdes på engelsk)

v/ Jan Lemnitzer, Assistant Professor, CBS

 

One of the minimum requirements in the NIS2 directive is supply chain security. But how should companies interpret this requirement? And is it possible for companies to monitor the level of cybersecurity of all their suppliers – which most often includes multiple suppliers? During this session, Jan Lemnitzer will examine these challenges.



15.35 Pause


15.50 Vælg mellem fire indlæg

Spor 1: Sådan kan standarder på henholdsvis IT- og OT-området understøtte jeres arbejde med EU NIS2-direktivet

v/ Majken Prip, konsulent, Dansk Standard, og Henriette Brandstrup, direktør, CyberWorks

 

EU NIS2-direktivet opstiller en række minimumskrav til styring af cybersikkerhedsrisici for en række sektorer. Standarder, som er udarbejdet af fageksperter fra hele verden, kan være et godt udgangspunkt for at imødekomme de kommende krav. Majken Prip giver et bud på, hvordan den internationale kravstandard ISO/IEC 27001 og den dertilhørende vejledning ISO/IEC 27002 kan understøtte arbejdet med NIS2 på IT-området. Henriette Brandstrup vil med udgangspunkt i IEC 62443-serien give inspiration til efterlevelse af kravene i NIS2 på OT-området, Operationel Teknologi.

Spor 2: Bliv opdateret på cybersikkerhedskravene under radioudstyrsdirektivet

v/ Torben Markussen, Wireless Solution Architect, Kamstrup

 

Radioudstyrsdirektivet indeholder skærpede krav til cybersikkerhed. Som en del af direktivet skal der udvikles tre harmoniserede standarder, og de er under udvikling. Danske eksperter er tæt involveret i arbejdet, og Torben Markussen vil på denne session give en opdatering på processen og et indblik i indholdet af de kommende standarder.

Spor 3: Sådan forbereder Grundfos sig på de kommende EU-krav om cybersikkerhed i (IoT-) produkter.

v/ Kristian Baasch Thomsen, Lead Digital Compliance Specialist, Grundfos

 

Grundfos er en af de danske virksomheder, hvor den digitale transformation og anvendelsen af data og IoT for alvor er blevet en del af kerneforretningen. Det betyder også et øget fokus på cybersikkerhed i de produkter og services, som Grundfos leverer – ikke mindst set i lyset af de kommende EU-krav om cybersikkerhed. Kristian Baasch Thomsen fra Grundfos giver et indblik i, hvordan de arbejder med cybersikkerhed i (IoT-) produkter, hvilken værdi det giver for dem at arbejde ud fra standarder, og hvordan de forbereder sig på de kommende krav fra EU om cybersikkerhed.

Spor 4: Hvordan kan vi hjælpe virksomheder i gang med at arbejde risikobaseret?

v/ Michael Bladt Stausholm, Principal Security Architect, Alexandra Instituttet, og Berit Aadal, seniorkonsulent, Dansk Standard

 

Alexandra Instituttet og Dansk Standard udgav i starten af 2023 en guide for risikostyring ift. cyber- og informationssikkerhed. Guidens formål er at inspirere danske SMV’er til at arbejde systematiseret med deres risici og give dem et værktøj til at komme i gang. Risikostyring er ikke blevet mindre aktuelt med NIS2, og på denne session får du gode råd til virksomhedernes arbejde med risikostyring.



16.20 Networking og et lille glas

17.00 Tak for i dag


Praktisk

Det er muligt at deltage fysisk eller virtuelt. Alle indlæg kan følges online og de bliver alle optaget.

Det koster ikke penge at deltage på DS Cyberdag. Men da vi har begrænset antal fysiske pladser, vil der ved afmelding efter afmeldingsfristen eller ved fysisk udeblivelse uden afbud blive opkrævet et no-show fee på 500 kr.

Afmeldingsfrist senest d. 2. oktober.

Arrangementet bliver optaget.

Samarbejdspartnere

DS Cyberdag afholdes i 2023 i samarbejde med Alexandra Instituttet, Bestyrelsesforeningens Center for Cyberkompetencer, Center for Cybersikkerhed, Cyberhub x DigitalLead, D-mærket, Dansk Erhverv, DI Digital, Force Technology, IT-Branchen og Rådet for Digital Sikkerhed.

Cyberdag
Cyberdag